Cheryl Thomsons åndelige pilgrimsrejse

På websiden www.banner.org.uk/tb/vnyd1.html findes en spændende beretning af en kvinde, som har tilhørt Vineyard-bevægelsen  i årene 1986-94. Hendes baggrund er en traditionel pinsemenighed, hvor man lærte om helbredelsesunderne og nådegaverne, men ikke oplevede dem i funktion. På et tidspunkt føler forfatteren sig derfor tiltrukket af trosbevægelsen, hvor man oplevede visse helbredelser, men havde det problem, at de jo ikke sker hver gang, man beder om det, og hvad er så årsagen? Har man ikke troet nok, eller er man ikke ordentlig genfødt til at tale Guds kraftige rhema-ord, skaberordet?

For forfatteren var det derfor en mægtig lettelse at læse Wimbers bøger, hvor det understreges, at helbredelse sker ikke altid, for så ville vi jo allerede leve i Guds rige.  Hun kommer  faktisk til at tilhøre den senere så berømte Toronto Airport menighed, men før denne nåede sin verdensberømmelse. Hun protesterer tidligt mod, at præsten, John Arnott, begynder at bruge undervisningsmateriale, der rummer klare mindelser fra hendes tid i trosbevægelsen, og bryder til sidst med præsten, fordi han indtager en mere liberal holdning til skilsmisse, end hun finder, er bibelsk forsvarligt. Men da har hun længe været foruroliget over Wimber-menighedernes alliance med Kansas-city profeterne.

Nu arbejder hun alene med sin mand: De synger og spiller hver weekend i nogle af byens parker for herigennem at bringe mennesker i sjælenød til "udfrielse". Hun har åbenbart ikke tilsluttet sig noget kirkesamfund, da hun er af den overbevisning, at alle kirkesamfund her i de sidste tider vil blive forenet under dyrets mærke og blive en platform for almindelig religiøsitet og til sidst en platform for selve Antikrists synlige fremtræden.

Her mærker vi igen pinsefløjens og de karismatiske kristnes modvilje mod de etablerede kirker, som betragtes som "døde" og "religionsanstalter", ja som et revir af lutter vantro, som alle bør jagtes og drives til ægte omvendelse forstået som dette specifikke frikirkelige "sakramente", som i disse kredse stort set har afløst dåbens sakramente: at man kaldes frem til platformen og bedes med til  frelse og bagefter omfavnes og hilses som født på ny.

Men er denne meget snævre forståelse af Guds folk som den lille rest forenelig med Ny Testamentes lære om kirken som Kristi legeme bestemt til at bringe hele altet ind under Kristus som hovedet? Gang på gang oplever vi, at de mennesker, som gennemskuer sværmeriet og ser sig nødsaget til at bryde med det, ikke vender tilbage til folkekirken, da den betragtes som død, som "religion". Man har altså trods sine åndelige nederlag bevaret en følelse af åndelig overlegenhed.