Jesu ophold i Tibet er et falsum

»Issa - profeten fra Nazareth« er navnet på en bog, som i 1894 blev udgivet på fransk af en russisk krigsjournalist, Nicolas Notovitj. Bogen påstår, at Issa (Jesus) i tiden fra sit 13. til 29. år modtog undervisning i buddhismen i Nordindien. Dette skulle fremgå af gamle pali-håndskrifter i Lhasa, hvis tibetanske oversættelse en gammel klosterforstander havde læst op af, mens Notovitj i Hemis-klosteret på grænsen til Tibet blev behandlet for benbrud. Allerede i omtalen af det tibetanske kildeskrift røber Notovitj en vis usikkerhed. Det omtales et sted som skriftruller, et andet sted som to store indbundne bind. Senere modificerede Notovitj sin påstand derhen, at historien om Issa beroede på oplysninger samlet fra forskellige bøger i klosteret. (Tibetanske kilder er som regel  oversat fra sanskrit og ikke pali-sydbuddhismens hellige sprog - og er normalt nedfældede på aflange flige, som efterligner palmeblade).

Notovitjs bog vakte stor opsigt. Den udkom midt under indiensromantikken: I 1877 var dronning Victoria blevet kronet til kejserinde over Indien. Madame Blavatskys brevvekslinger gennem luften med skjulte visdomslærere fra Himalaya gik gennem verdenspressen, og den store orientalist Max Müller var med andre lærde i færd med at oversætte Østens visdomslitteratur til europæiske sprog. Men netop Max Müller gik til angreb på Notovitjs bog. Han påpegede, at Hemis slet ikke var det ukendte sted, som det optrådte som i Notovitjs bog, men et velkendt kloster, som ofte besøgtes af vesterlændinge. Missionærer på egnen og engelske officerer kendte intet til denne russiske rejsende. En dame havde endda besøgt Hemisklosteret og spurgt sig for og fået at vide, at man de sidste mange år ikke havde behandlet folk for benbrud. Max Müller mener også, at så gamle skrifter som dem, der omtales af Notovitj, måtte være omtalt i munkenes kataloger over tibetansk litteratur, og her findes de ikke nævnt.

To år senere satte en professor J.A. Douglas sig for at gøre en rejse i Notovitjs fodspor. Han fandt intet spor af de tigere og pantere, som Notovitj så levende beskriver. Han besøgte også Hemisklosteret og ved hjælp af en lokal postmester som tolk oplæste han for den forbløffende abbed det, som samme abbed for 7-8 år siden skulle have oplæst for russeren. Abbeden bekendte, at han havde været lama i 42 år og mente sig velbevandret i sit folks religiøse litteratur, men han havde aldrig hørt historien om Issa. Ifølge Notovitj havde den venlige abbed udtalt sig om både assyrisk, egyptisk og Israels religion. Abbeden forsikrede, at han intet kendte til folkeslag med disse navne og langt mindre til deres religion og sluttede med at udtrykke sin forundring over, at at der ikke i Vesten fandtes straffe for at udbrede den slags løgne, som russeren så åbenbart havde udbredt. Douglas fandt også ud af, at russeren faktisk havde besøgt hovedstaden i området, byen Leh, hvor han på det lokale hospital var blevet behandlet - ikke for benbrud, men for  tandpine.

Alt dette står at læse i den svenske bog »Per Beskow: Fund og fusk i Bibelens Verden«, Proprius 1979, s. 78-86 (Beskow er docent ved Lunds Universitet). Beskow, som selv har rejst i Indien, har af en ven fået fortalt om de ublide behandlingsmetoder ved u-landshospitalet i Leh og godter sig lidt ved tanken om, at Notovitj må have ligget der . En lille, men ikke helt upassende straf for alt det postyr, han har affødt med sit skrift. Bogen om Issa dukkede nemlig op i nye oplag i tyverne, da den videnskabelige tilbagevisning var gået i glemmebogen. Og nu er den altså dukket op igen (i 1985, red.).

Derfor må jeg anbefale Beskows bog, som burde kunne findes på ethvert bibliotek. Beskow afslører også andre falsknerier som f.eks. det vegetariske »De 12 helliges Evangelium«, som hævdes at være oversat fra aramæisk original (altså tættere på Jesu eget miljø end de fire græske evangelier, som findes oversat til dansk i vores bibel). Dette aramæiske kildeskrift viser sig imidlertid ved nærmere undersøgelse at være et, præsten Ouseley hævder at have set og oversat i natlige syner, hvorunder det viste sig roterende på en læsepult, og sådant kan vel næppe opfylde moderne krav om videnskabelighed. Det samme gælder Mormons bog, som synes at være »oversat« af Josef Smith, mens han sad bag et forhæng og kiggede ned i sin høje hat på krystalstenen »Urim og Tumim«.