Frontpage Publications Other publications Genmæle: Tantra som redskab for kristne
 
PDF Print E-mail
Written by Karsten Brask Fischer   
Sunday, 04 January 2004 00:00

Tantra som redskab for kristne

Dialogcentrets dialog - Kommentarer til artiklen "Natha – en hellig vej til Gud eller prostitution?"
Hvordan kan Dialogcentrets "gode kristne" basere en dialog om åndelighed på løse rygter og internet-chat-steder? Hvordan kan "Den nye dialog" hævde at praktisere dialog, når de hverken konfronterer eller kontakter de personer, som anklages i artiklerne? Er det udtryk for et kristent værdigrundlag?

Af Karsten Brask Fischer, presseansvarlig, Natha Yogacenter.

Dialogcentret publicerede i seneste nummer af bladet "Den nye dialog" en række meget grove anklager mod Natha Yogacenter. "Belægget" for anklagerne var hentet fra "debatfora" på nettet og enkeltpersoner som ikke ønskede at give sig til kende. Ikke et eneste spørgsmål blev rettet til Nathas ledelse, selvom anklagerne stiller grundlæggende spørgsmål ved hele Natha Yogacenters spirituelle praksis. Derfor har Natha Yogacenter klaget til Pressenævnet og direkte stillet krav til "Den nye Dialog" om at trykke Natha Yogacenters version af sin egen praksis.

I artiklen "Natha – en hellig vej til Gud eller prostitution?" i dette blad, mener Dialogcentrets journalist at kunne konstatere, at tantra ikke er en vej for kristne, og at vi – som praktiserer tantra – ikke kan siges at være kristne. Det er Dialogcentrets opfattelse af tingene. Den er i modstrid med vores, og derfor vil vi med dette indlæg give belæg for, at man kan bruge tantra som et redskab på enhver religiøs færd – herunder den kristne.

Med artiklen ønsker vi to ting. Vi ønsker for det første at vise at man sagtens kan praktisere tantra og være kristen på samme tid. Tantra er et redskab, der hjælper os til at være kristne; til at overgive os til Jesus, som Guds søn og menneskehedens frelser. Til at leve i hans budskab om selvopofrelse og medfølelse. For det andet ønsker vi at rette op på den vanhelligende og profaniserende behandling, som vores spirituelle praksis udsættes for i artiklen.

Vi har valgt at bruge vores ret til genmæle og dialog til at omgøre en række af de største misforståelser, som fremkommer i artiklen. De groveste og mest profane anklager har vi valgt at spare "Den nye dialog"s læsere for, da vi ikke opfatter dem som værdige elementer i en dialog om åndelige værdier og spirituel praksis. Det skal imidlertid understreges at Natha eller Misa på ingen måde beskæftiger sig med de antydede sexforretninger eller med nogen form for chauvinisme, samt at vores elever er almindelige mennesker uden noget forhold til nogen doktrin eller lære.

Tantra er udvidelse af bevidstheden

I artiklen hævdes det fejlagtigt, at tantra er "indisk okkultisme"; ..."en hemmelig viden om, hvordan man opnår kraft og magt gennem hemmelige teknikker". Men sandheden er, at den tantriske viden hverken er indisk eller hemmelig. Yoga er også et redskab, som blev fundet i Indien, ligesom elektriciteten blev fundet i England. På den måde er yoga ligeså indisk som elektricitet er engelsk. Den tantriske viden er tilgængelig for den som ønsker forvandling. Den er kun hemmelig for den ikke-indviede eller den som ikke spørger. Enhver kan melde sig til vores yoga- eller tantrakursus, hvor det såkaldt "okkulte" forklares helt nede på jorden.

Tantra er en række teknikker som hjælper os til at blive mere bevidste. Bevidste om hvad vi er, bevidste om, hvor vi kommer fra og bevidste om hvor vi er på vej hen. Tantra hjælper os til at besvare disse tre fundamentale spørgsmål i livet.

I processen med at besvare de fundamentale spørgsmål, med at udvide bevidstheden, arbejder vi også intensivt med de seksuelle energier. Det gør vi af to grunde.

Den ene er at den seksuelle energi er den stærkeste i vores væsen. Det er den skabende, kreative kraft, som kan føre os til højere bevidsthedstilstande. Når den beherskes. Hvis ikke, fører den til dekadence. Derfor forsøger vi med tantraen at få herredømmet over den seksuelle energi, så den ikke får herredømmet over os. Vi erobrer det seksuelle potentiale. Du kan således kende den perfekte tantriker, som én der formår at vende den største trussel til sin største styrke. Det siges også, at som du praktiserer det seksuelle, vil du også praktisere det spirituelle. Altså en videnskab om korrekt forvaltning af de stærkeste indre kræfter.

Den anden er, at tantra er en udviklingsvej, som starter der, hvor det enkelte menneske befinder sig. De fleste mennesker har bevidstheden bevidst eller ubevidst kredsende om det seksuelle, og dette spændingsfeldt er udgangspunktet for forvandling. Vi har en kultur domineret af forbrug, overfladiskhed og tabuer, som er et udtryk for seksuel energi helt ude af balance. Med tantra behandler vi årsagerne, ikke symptomerne. Således er tabuiseringen af seksualiteten i sig selv et produkt af den seksuelle energi og et udtryk for, at den seksuelle energi kontrollerer os – eller tvinger os til at undgå den, og ikke omvendt.

I tantra ser vi det i øjnene, som det er. Hvis det moderne menneske er centreret omkring sex, ja så er sex vejen til forvandling. Vi forsøger ikke at hæve os over den enkelte eller samfundet, men derimod at bibringe det moderne samfund, hvad det har meget hårdt brug for: En harmonisering af de seksuelle energier. En positiv forvandlende seksualitet.

Sandheden er, at det er "øjnene der ser". Det gælder også når "Den nye dialog" beslutter sig for at evaluere Natha Yogacenter. Derfor forbindes Natha primært med sex og i vage sidebemærkninger bemærkes hjertebøn og fadervor. Spirituelle handlinger som fx vores 24-timers bønner, kontemplation af Jesu fødsel og korsfæstelsen, samklangsmeditation med Jesus, velsignelser, lyskonsekration, påske- og julefaste, søndagsfaste, bibellæsning, lignelses- og bjrgprædikensmeditationer samt diverse foredrag opfattes slet ikke.

Transfigurering er grundlaget for spirituel praksis

I artiklen benævnes den tantriske tradition med at transfigurere hinanden, som vejen til "upersonlig sex".

Transfiguration er det, der gør den kristne i stand til at træde ind i kirken, se Jesus på korset og mærke syndernes forladelse fra Guds søn. Transfiguration er det, der gør nadveren til en rituel handling, hvor vi tager Jesus til os. Uden transfigurering ville en kristen ligne en kannibal, der tilbeder et lig på et kors. Eller en tømrersvend ude på ballade. Mærk forskellen: Det er forskellen på det vanhelligende, profane og det spirituelle, sande.

Når vi som kristne vælger at se Jesus som frelseren, Guds søn og syndernes forladelse, er det ikke udtryk for et upersonligt forhold til Ham. Vores forhold til Jesus bliver ikke upersonligt af, at vi ser Jesus, Guds søn, og ikke Jesus, tømreren. På samme måde er det ikke udtryk for upersonlig sex, men derimod transfigureret elskov, når den tantriske mand ser sin elskede som guddommelig, og kvinden sin mand som Shiva. Tværtimod er det et udtryk for et meget nært og hjerteligt intimt venskab og dybt personligt forhold til hinanden.

Når "Den nye dialog" således anklager tantrikeren for at dyrke upersonlig sex, må det være fordi skribenten har glemt det princip, som gør ham selv til en kristen, for det er den samme transfigurering det handler om, hvad enten det sker i kirken, ved bibellæsningen eller i mødet mellem to elskende.

Budskabet er "varig forvandling"

I artiklen gives et billede af, at Natha er en "kult", der har en bestemt doktrin. Samtidig sammenblander "Den nye Dialog" de emner Natha underviser i, med new age, teosofisme, yin-yang og meget andet. Den observation der ligger bag forvirringen om trosretninger og doktriner, er at Natha Yogacenter benytter en stor variation af teknikker fra mange forskellige spirituelle traditioner. Det kan vi gøre fordi vi netop ikke har en doktrin, men derimod en videnskab til personlig forvandling.

Videnskaben skal hjælpe os til én ting: at lære at leve med og selv blive bevidst del af den vedblivende forvandling. Det er Natha Yogacenters budskab til det moderne menneske.

Yoga betyder "forening": Forening mellem Gud og menneske. Den tantriske yoga bygger på en antagelse om at vi kan nå denne forening i livet gennem en bevidst overgivelse til Gud. Til at nå denne tilstand kan vi bruge mange redskaber fra Fadervor til erotiske teknikker.

At overgive sig til Gud foregår på flere planer samtidig: det spirituelle, det mentale, det følelsesmæssige og det fysiske. Niveauerne interagerer med hinanden, og når man renser ud i det ene, hjælper man også på de andre. Derfor vil man ofte se, at mennesker, der gennemgår en fysisk udrensning (gennem yoga, diæt mm.) opnår spirituelle tilstande, et mere roligt sind og mere afbalancerede følelser.

"Kend træet på dets frugter"

Det er en almindelig misforståelse at dømme andre personers spirituelle praksis på de metoder, der tages i anvendelse. Vi dømmer metoderne og ser ikke hensigten med dem. Vi glemmer målet. Ofte ser vi ikke engang på resultaterne, men benytter vores begrænsede sinds begrænsede evne til at dømme. Når vi gør det, bliver vi til slaver for vores egne tabuer.

Natha Yogacenters mål med den undervisning, der tilbydes, er at hver enkelt bliver i stand til at tage ansvar for sit eget liv og lægge det i Guds hænder. Det ser vi hver dag flere og flere blive i stand til. "Du skal kende træet på dets frugter", sagde en meget vis mand engang. Det samme opfordrer vi alle læserne af "Den nye dialog" til at gøre – også når det gælder Natha Yogacenter.

Last Updated ( Monday, 10 December 2007 10:51 )
 
 

Events

No events