Folkekirkens rummelighed - Iben Davids

Iben Davids er gadepræst i Århus og inviteret med som repræsentant for Folkekirkens aktivistiske fløj:

Jeg er egentlig med på et afbud. Egentlig skulle det have været Hanne Juul Jacobsen fra KFUM og KFUK, der sad her, men jeg er aktivist, så jeg skulle gerne kunne sætte lidt gang i debatten [udbredt munterhed].

Det har været rart at høre de andres indlæg, for egentlig har jeg kunnet side og nikke genkendende til det meste, der er blevet sagt. Jeg har sagt inde i mig selv. "Det er jeg enig i. Det er jeg egentlig også enig i" hele vejen rundt og det er jo positivt at midt i den her store bredde, så er der så mange ting man kan være enige om.

Min tilgang til det her og det, jeg er optaget af, er at være en opsøgende kirke. At turde være dér, hvor mennesker er. Og i mit tilfælde er det blandt unge teenagere og folk, der lige er startet på et studie – mennesker på vej, der er min primære målgruppe. Jeg tør godt tale sådan lidt marketingsagtigt.

Hvorfor er det så, at kirken skal være opsøgende? Gå ud af det sædvanlige rum og opsøg mennesker dér, hvor de er uden at forvente, at de af sig selv kommer hen i kirken til én? Det er, fordi det er sådan, verden ser ud i dag. Jeg er ikke tilhænger af at male fanden på væggen og sige at Folkekirken er ved at uddø. Jeg er meget meget optimistisk. Selvfølgelig er kirken så integreret en del af vores samfund at vi altid vil have en kirke. Jeg kan se det, når jeg har bryllups- eller dåbssamtaler ude i Viby. Folk kommer jo og vil høre, hvad der er kristendom. Og det skal man tage dybt alvorligt. Uanset hvilken tilgang det er, de kommer med. Mogens Lindhardt - rektor ved pastoralseminariet i København - sagde engang: "Når folk kommer og vil have en vielse, så giv dem for Guds skyld en ordentlig prædiken!" Og det synes jeg er rigtigt – Uanset om man er præst eller kirkegænger, så er man forpligtet på at fortælle om det, man tror på! Det er altafgørende, at vi ikke holder vores mund, men at vi har det som en fordring, at det skal vi gøre.

Det, jeg møder ude på gaden, er en søgen efter et ståsted, et fundament under tilværelsen, som kan bære én i livets mange forskellige situationer. Hvor går man hen med den sorg, man ikke kan håndterere? Et eksempel: 'En ung mand, der har mistet en forælder'. Jeg spørger "hvad gjorde du? Hvordan fik du det bearbejdet? Hvad gjorde du med den sorg"? Han svarede: "Jeg gjorde ikke noget. Min mor havde nok i sin sorg, og når jeg ikke sagde noget, så troede andre, at så havde jeg det nok godt". Her er det kirkens store rolle at have øje for mennesker at have øje for ikke bare, hvor det brænder på, men også, når en ung pige træder ind i natkirken og siger "jeg er så velsignet, hvem skal jeg sige tak til?" Og det er jo rigtigt. Nogle gange vælter der så mange appelsiner ned i turbanen, at man ikke aner, hvor man skal gå hen med sin taknemmelighed! Jeg hjælper hende så med at skrive en takkebøn.

Jeg oplever en søgen efter at have Gud i sit liv. Og jeg kan kun give Ole ret i at vi skal være dér, hvor mennesker er. Vi skal også være dér i al deres spiritualitet – i al deres sammenblanding. Jeg står i et religionsmøde hver dag. Ikke fordi jeg snakker alene med muslimer, New Age- folk eller hinduer. Jeg snakker med ganske almindelige teenagere, der tror på det hele. Der er lige kommet en bog, der hedder "Jeg tror på Gud, skæbnen og de syv bud". Og det gør de. De tror på det hele. En ung pige siger til mig: "Jeg tror på alt det der med Jesus – på at han døde og opstod igen og alt det der, og på reinkarnation, og på at min onkel går igen." Hvor starter man i forhold til hende? Hvordan får man forkyndt evangeliet for hende? Hvordan får man sagt til hende "det det her du skal gribe fat i og holde fast ved"?

Spørgsmål 2: Hvor langt og hvorhen skal Kirken gå for at nå nutidens mennesker?

Jeg er ikke bekymret på evangeliets eller på Guds vegne. Som kirke skal vi møde moderne mennesker på en moderne måde. Jeg har læst et sted: "Vi skal bringe virkeligheden ind i kirkeligheden'." Det rammer godt: Vi skal kunne røre mennesker dér, hvor de er. Men vi skal også sige noget, der er anderledes, noget, de ikke kunne have sagt sig selv. Det er det, evangeliet kan. Kirken er bygget af levende stene, så det er vores ansvar at få evangeliet fortalt i nutiden.

Spørgsmål 3: Hvad kan Kirken lære af tidens individualistiske supermarked (fx New Age), både m.h.t. form og m.h.t. indhold?

Man skal ikke lave alting om. Jeg er meget tilhænger af højmessen. Men man skal have en masse alternative tilbud. F.eks. natkirke, hvor folk kan komme ind med deres individualistiske religiøsitet og møde kristendommen og nogle ældgamle kristne ritualer. Det er in i tiden. På Skanderborg festival havde man åbnet slotskirken, så man kunne gå derind, når man var på vej til festivalpladsen med øl. Det benyttede mange sig af. To, der havde fået, så hatten den passede, forvildede sig derind. Og da de kom ud igen, sagde den ene "der sker virkelig noget inde i det rum".

Vi kan alt det som kirke! Vi har de store ord. Vi har mystikken. Vi skal bare ud og have fat i folk med det fantastiske budskab, vi har. Både som præster men også som almindelige kristne medmennesker skal vi turde gå ind i samtaler om det, vi tror på. Vi får ikke nogen på hovedet, men vi bliver konfronteret med, hvad det egentlig er, vi tror på. Unge bliver voldsomt provokeret af en præst som Grosbøll. En præst, der ikke tror på Gud – så kan man da ikke regne med noget længere. De forlanger, at man er personligt ansvarlig, at man ikke bare slår op i en bog og finder sine svar dér, men at man har taget det til sig. De vil have autenticitet. For mig selv er Gud en nærværende omsorgsfuld Gud, der holder af sine skabninger – ikke en fjern Gud, der har ladt os i stikken. Og det er der mange af de her unge, der har brug for at få at vide.

De fleste unge, jeg møder, tror på reinkarnation. Det giver en løsning på det der med døden. "Hvad tror du så, præst?" spørger de så. Så svarer jeg. "Det gør jeg ikke [tror på reinkarnation]. Jeg tror, at du, jeg og alle andre er så unikke, at der ikke kan være en anden af dig." Det giver særdeles god mening for nutidens unge, for de er endog meget selvbevidste.

Spørgsmål 4: Bør der være forskel på lægfolks og gejstliges forpligtelse på bekendelserne? Og hvorfor (ikke)?

Præster er rent faktisk mere forpligtede på bekendelserne - De bør dygtiggøre sig om og personligt tilegne sig, hvad indholdet i kristendommen er. F.eks. er der mange medlemmer i min familie, der har gået i kirke, siden de kunne kravle, og som egentlig har en symbolsk forståelse af nadveren. Præster bør prøve på at tilegne sig, hvad vi som lutheranere egentlig tror på, nadveren gør ved os – og blive bedre til at formidle det.

Spørgsmål 5: Hvor bindende bør præsteløftet være, og hvor vide rammer skal der være for fortolkning af løftets ordlyd?

Præsteløftet ser jeg som en arbejdsbeskrivelse. Mere spændende er det med trosbekendelsen. Der mener jeg, at hver enkelt præst skal kunne sige højlydt 'ja!' til hver enkelt del. Hvordan skal man kunne fortælle menigheden om kristendommen, hvis man ikke selv har et forhold til den?

Spørgsmål 6: I hvor høj grad skal de særligt lutherske bekendelsesskrifter være forpligtende (jf. Bent Feldbæk-sagen)? Og rummer denne forpligtelse en styrke eller et problem i forhold til andre dele af kristenheden?

Som præster er vi forpligtede på, at det er den historiske ramme og den kirke, vi er sat i. Men samtidig er det altså vigtigt at huske, at kirken er universel. Og huske på, at katolikker fx også er kristne. For det er der er mange, der ikke tror. Vi skal altså være økumenisk bevidste!