Synkretisme og paradigmeskift

Der tales og skrives meget om et paradigmeskift, som er ved at finde sted. Et paradigme er i grammatikken et bøjningsmønster, som ord føjer sig efter. Man kan ikke bruge samme form for ord i forskellige sammenhænge, for sammenhængene bestemmer ordenes form.

Der er noget vigtigt på spil i denne tale om et paradigmeskift, for det er af største betydning, at kirkerne ikke misforstår deres mission på den måde, at de blot gentager, hvad de altid har sagt, uanset at sammenhængen er blevet helt anderledes.

Fundamentalismerne i de forskellige religioner må forstås i deres sammenhæng, men deres kendetegn er netop, at de bevidstløst gentager de hellige tekster uden at oversætte dem til de sammenhænge, som mennesker lever i i dag. Vi kan med paradigmesproget sige, at de ikke giver agt på de religiøse sprogs bøjningsmønstre. De kerer sig kun om det sproglige forløb, ikke om »det paradigmatiske system«, som bringer det sagte og det, som skal siges, i samklang med hinanden, idet målet for det, som skal siges, bliver inkluderet.

Sagt lidt mere populært: fundamentalisterne siger altid det samme, uanset hvem de taler til. De mener at kunne slippe for oversættelsens kunst, som hænger sammen med selve sprogenes karakter.

Omvendt kan vi skildre synkretisterne på den måde, at de helt overgiver sig til bøjningsmønstrene og sammenhængen og ikke agter på det sproglige indhold og dets forløb. De tilpasser det sagte fuldstændig til det, som skal siges, så der bliver meget lidt kontinuitet mellem det sagte og det, som siges.

Både fundamentalismerne og synkretismerne er altså nemme løsninger. Hvad enten man blot gentager det sagte eller det skrevne eller blot forholder sig til sammenhængene og situationerne, slipper man for selv at tænke. Begge dele er i virkeligheden at springe over, hvor gærdet er lavest. Teologi og herunder missionsteologi er til for at hindre os i at snyde os udenom den krævende opgave at tænke selv.

Det er karakteristisk for vores tid, at både fundamentalisterne og synkretisterne har gode dage. Begge fløje blomstrer vildt og voldsomt. Og de lever af hinanden. De beskylder alle andre end deres egen flok for at være det modsatte.

Man kan med gode grunde slutte sig til, at hvis man ikke både beskyldes for at være fundamentalist og synkretist, så er der noget i vejen med en! For sandheden ligger et andet sted end i ekstremerne. Dermed er ikke sagt, at sandheden ligger i midten. Den løsning er også for nem og for håndterlig. Man kan aldrig »mediere« sig til sandheden, dvs. blot finde sandheden ved at tage halvdelen af to løgne. Men det er meget moderne.

Der er mange, der klarer sig ved at være halvvejs fundamentalister og halvvejs synkretister. Dette miskmask sælger godt i vore dage, fordi det er karakterløst. Man overtager blot fra begge yderstandpunkter og bøjer dele af dem ind mod hinanden. En sådan kompromisteologi er især udbredt inden for missionsteologien, hvor den har skabt en konturløshed og profilsvaghed, som er karakteristisk for samtidens missionsteologiske indsats.

Teologi som systematisk teologi består netop i at tænke selv, ikke blot i at tænke andres tanker. Og missionsteologi er systematisk teologi, om noget er det.

I systematisk teologi drejer det sig dels om at tænke systematisk, dvs. i sammenhæng og konsekvens. Men dels drejer det sig også om at tænke sig ind i selve sprogets muligheder i forholdet mellem det sagte og det skrevne og det, som skal siges i forhold til dem, det skal siges til og deres systemer .

Systemer som sproglige meningssammenhænge er sommetider meget holdbare og varer mange generationer, før et paradigmeskift finder sted. Sommetider holder de sproglige systemer kun meget kort tid, før de udskiftes.

Missionsteologien finder kun sted på forsvarlig vis, når man er vågen overfor sådanne skift og går i gang med det besværlige arbejde at relatere til de nye sproglige systemer i troskab mod ens eget sprogunivers.

Denne indsigt ligger så at sige missionsteologien i blodet, for mission og bibeloversættelser har altid hørt sammen. Gennem arbejdet med at oversætte bibelen til de talløse sprog kommer man uvægerligt ind på de sproglige systemers særpræg og oversættelsens nødvendige reflektering af dette særpræg. Ingen oversættelse er kun overføring. Enhver oversættelse er også fortolkning, ja gendigtning.

Tre synkretistiske kulturer

Det er interessant at overveje den tese, at kulturer og kulturelle systemer hænger sammen med vand! først med floder og siden med oceaner.

At de store klassiske kulturer var flodkulturer, behøver ikke noget bevis. Den gule Flod i Kina, Indus og Ganges i Indien, Eufrat og Tigris i Vestasien, Nilen i Egypten og Jordan i Palæstina, for ikke at glemme Themsen, Donau og Rhinen i vort eget Europa... det er alle floder, knyttet til meget specielle kulturer gennem mange århundreder.

Men også have og oceaner binder sammen, vel at mærke, når der ikke er for meget af dem, for så skiller de.

1. Middelhavskulturens paradigme

Middelhavskulturen skabte for Europa forudsætningerne for et kulturelt netværk med Rom i centrum. De forskellige europæiske riger var mere eller mindre centrale, altid målt i forhold til Rom. Kristendommen blev til som kulturelt fænomen i disse riger, og den romerske fred blev dens forudsætning fra 3hundredtallet, hvor kirkemagt og kejsermagt forenede sig, men egt. allerede fra det tidspunkt, hvor »Kvirinius var landshøvding i Syrien« .

Den romerske kultur eller Middelhavskulturen kan ikke sættes på en eller nogle få enkle formler. Men i hele dens komplekse mylder var der alligevel nogle konstanter, som kirken forholdt sig til og byggede sig selv op i forhold til. Den romersk-katolske kirke var det ansvarlige og relevante svar på denne romerske middelhavskultur. Og den romersk-katolske kirkes autoritet forholdt sig naturligvis til det romerske riges indflydelsessfære. Uden for den romerske sproglige kultur, som var latin-bestemt, var det svært at opnå dogmatisk enighed, specielt i forhold til græske og germanske folk, og det fik følger for kirkens enhed. Det romerske paradigme, som var fast og klart inden for grænserne, blev uklart og usikkert, jo længere man bevægede sig væk fra centrum.

Skismerne mellem øst- og vestkirken og mellem syd- og nordkirkerne i Europa hang sammen med dette forhold, og de blev styrkede, når det romerske paradigme blev svækket.

Der er således ingen tvivl om, at både romersk-katolsk og græsk-katolsk (øst-ortodoks) og protestantisk kristendom ikke blot er teologiske størrelser, men er nært forbundne med det romerske paradigme, der blev til i Middelhavskulturens sammenhæng.

Katolsk teologi blev til som en afbalanceret oversættelse af det sagte til det, som skulle siges inden for det da gældende paradigme. Men der var hele tiden sekter og bevægelser, der ikke holdt denne balance, men optrådte som kættere, der ignorerede helheden og valgte en enkelt sektor af katolsk tro som deres speciale. En sådan sektor-orienteret tro blev netop sekterisk i modsætning til det katolske, som var datidens og da også nutidens egt. ord for det, som i dag kaldes holisme! Det er faktisk samme ord, idet katolsk kommer af »kata holon«, dvs. det som svarer til helheden.

2. Atlanterhavskulturens paradigme

Nordeuropa skilte sig ud fra den katolske helhed af mange grunde, både gode og dårlige og blev stærkt beskadiget kulturelt af den adskillelse fra Middelhavskulturen, som blev resultatet. Først da Nordeuropa for alvor blev en del af Atlanterhavskulturen, blev vort område igen et stykke af helheden

Denne Atlanterhavskultur opstod, da Atlanterhavet ikke mere skilte Europa fra Amerika. Overvindelsen af Atlanterhavet begyndte som bekendt allerede på reformationstiden med Columbus' ekspeditioner, men blev først alvor med udvandringerne en masse fra den gamle verden til den nye verden.

Amerikas rolle i denne Atlanterhavskultur blev helt forskellig i nord og syd, idet det var en katolsk Atlanterhavskultur, der opstod ud fra Portugal, Spanien og Frankrig, men en overvejende protestantisk angelsaksisk kultur, der opstod i Nord-Amerika specielt i USA.

Den særlige protestantiske kristendom, som i dag har omsat sig i det, man i USA kalder »Mainline-Christianity«, altså Midterlinie-kristendom, er helt overvejende præget af denne Atlanterhavskulturs angelsaksiske syntese-kristendom. Dens særlige religiøsitet passer som hånd til handske i forhold til det kapitalistiske og liberalistiske og demokratiske samfund, hvor vægten lægges på den enkeltes ansvar og muligheder. Denne særlige udformning af kristendommen har været overordentlig succesrig og er blevet spredt over hele jorden som grundlag for de fleste kirker i den tredje verden. Ja den er trængt langt ind i den katolske kirke, hvor en hel del af dens indflydelse blev accepteret gennem Det andet Vatikanerkoncil. Denne kristendomstype er også helt dominerende inden for Kirkernes Verdensråd og andre økumeniske organer på internationalt plan.

Tilpasningen til det kapitalistiske, liberale, demokratiske samfund har dog ikke været præget af overgivelse dertil. Netop denne kristendomsform har fra begyndelsen været meget samfundsbevidst, også med hensyn til at være samfundskritisk. I visse markante bevægelser førte og fører det ligefrem til det, man har kaldt Social Gospel.

I andre kredse, præget af fundamentalistiske tendenser og en hensynsløs anvendelse af massekommunikationsmidlerne i det, som disse bevægelser lancerer som »evangelisering«, men som faktisk er manipulering, er det derimod svært at finde samfundskritiske holdninger. Her har man ofte overgivet sig til succesreligionen, hvor Guds velsignelse viser sig i magt og rigdom og fremgang.

Det er naturligvis synkretisme, så det batter. Samme tendens viser sig i 18hundredtallets store synkretistiske sekter såsom Mormoner og Jehovas Vidner og på en noget anden måde gennem Christian Science, hvor et orientalsk islæt er meget tydeligt. Der er en mængde lignende sekter 18hundredtallet igennem, og nogle få af dem er blevet til verdensreligioner siden da, præget som de er af fantastiske og synkretistiske forestillinger. Især er de 10 procent af Mormonerne, der kaldes »værdige mormoner« præget af en utrolig og bizar synkretistisk religiøsitet, som kun i løbet af de sidste ti år er blevet kendt uden for de snævreste Mormon-kredse. Samtidig er antallet af deres templer vokset eksplosionsagtigt som udtryk for den esoteriske mormonismes ekspansion.

Jehovas Vidner er tilsvarende ekspansiv og præget af viljen til succes for enhver pris, også på bekostning af sandheden og friheden. Det samme gælder moderne udgaver af disse sekteriske udtryk for Atlanterhavskulturen såsom The World Wide Church of God og Tongil-familien. Den sidste hører dog også med til næste afsnit.

3. Stillehavskulturens paradigme

Den tredie store synkretistiske kultur, der er forbundet med et ocean er Stillehavskulturen. som i sagens natur forbinder Asien og Amerika, især Nordamerika. I løbet af de sidste 100 år er der vokset en helt ny »Pacific civilisation« op. Talrige kinesere er nu amerikanske statsborgere, og det samme gælder indvandrere fra andre asiatiske nationer. Men endnu mere vigtig er direkte religions- og kulturimport og eksport begge veje. Japan og Kalifornien kan stå som prototyper i hver sin lejr for denne udveksling af synkretisme.

Vi har endnu ikke set, hvilken kristendomsform dette vil give sig udtryk i, men det vil blive helt afgørende, om det lykkes også denne gang at skabe en ægte syntese. Det myldrer allerede med uægte synteser, der kritikløst overgiver sig til synkretistiske hurtigretter, der serveres af smarte forretningsfolk til religiøst interesserede mennesker i både øst og vest.

Om nogensinde så gælder det i denne nye verdenskultur, at der er gået penge i religion. Intet sælger bedre end religion, det skulle da lige være sex, men heller ikke sex kan nå de top-resultater, som guruer og mestre og religiøse psykopater når i deres religiøse markedsføring i den nye kulturs kølvand.

Denne kultur er altså asiatisk-amerikansk af væsen, men den spredes til Europa og alle andre verdensdele. Det er karakteristisk, at Europa i denne runde ligger uden for begivenhedernes centrum, faktisk i baglandet eller bagvandet! Men vi får alligevel vores del af de nye religiøse blandingsformer.

Det er typisk, at »Lyset fra Østen« kommer til Europa fra Vesten! Det når os efter at være gået over Stillehavet til USAs vestkyst, hvorfra det går over USA til østkysten, videre over Atlanterhavet og rammer Europa med nogle års forsinkelse, men det kommer. Det er den nemmeste sag i verden at »profetere« om den religiøse forvirrings natur i de kommende fem år, hvis man blot følger med i udviklingen i Kalifornien!

Vi har endnu ikke set grundtrækkene af den nye kristendomssyntese, som kommer ud af denne Stillehavskultur, men vi har masser af de synkretistiske afsporinger. Dem vil vi skildre i det følgende.

Et paradigmeskift på vej?

Vi indledte med at karakterisere udtrykket paradigme og nødvendigheden af at give agt på det, som skal siges, udfra både det, som er sagt, og dem, som det siges til.

Skildringen af de tre store ocean-kulturer har skullet vise, at der faktisk er ved at ske et skift, som meget vel kan kaldes et paradigmeskift.

Men det er desværre ikke det, man oftest mener med udtrykket paradigmeskift. I denne formulering ligger der ofte en skjult teosofisk hensigt, der går ud på at nivellere alle religioner ind under samme overbestemmelse og universalisere dem til forskelsløshed.

Denne hensigt er i sagens natur synkretistisk, og vi kan med lethed udpege et mylder af synkretistiske bevægelser i samtiden. Den kritiske læser vil måske spørge, hvad hensigten er med en sådan oversigt! Hensigten er klar nok. Det er meningen at dementere enhver påstand om, at tidens paradigmeskift er ved at få konsekvenser i retning af en rimelig ajourføring af den kristne tro til samtidens vilkår. Det, som er ved at ske, er noget helt andet. Der sker en forfalskning af alt, hvad man har af kristendom. Vi er ved at blive oversvømmet af synkretisme.