Apolegetisk polemik og polemisk apologi

Kamp som forsvar eller forsvar som kamp

Samtidig med af samfundet bliver pluralistisk, bliver det overfladisk og journalistisk uden begrundede synspunkter og meninger. Påstande bruges som argumenter uden argumentation. Den sunde fornuft bliver sorteper.

Teologien er faktisk den sunde fornuft, som det hele bygger på. De huse, der nu bygges, er ofte uden fundament. Det er ikke tiden til at skrive de store og monumentale fremstillinger, men der er des mere brug for den begrænsede og koncentrerede argumentation. Det er sandsynligt, at argumentationen bliver affejet og afvist af læserne, men sker det, fordi den er forstået, er målet alligevel nået.

Måske er der stadig behov for og trang til en rolig argumentation uden alt for sindrige og indviklede forløb. Det kan man ikke udelukke, selvom det ikke ligefrem er moderne. Polemisk apologi er mit valg af flere mulige titler på bogen. Den formulering angiver, at jeg har glæde ved, men at jeg bruger den glæde til forsvar for de svage og dem, der ikke selv kan og tør løfte en hånd mod uretten og usandheden. Det er altså kamp, men kamp som forsvar for dem, der er uden forsvar. Og dét er en meget omfattende målsætning!

Selvom jeg vil holde mig til emnet eksegetisk, vil jeg søge at aktualisere emnet, hvor det er muligt. Vi må alle være historikere, som anvender historien, sådan at den former vores livssyn og livspraksis.

Jeg vil derfor gå kort hen over de generelle religionshistoriske problemer omkring offer og ofring, også kort hen over Det gamle Testamente og sigte på tekster fra Det nye Testamente. Og først og fremmest vil jeg se, hvad mening alt det med offer kan have i moderne tider i samtidsteologisk perspektiv.

Offer, ofring, det (eller den) ofrede

Med disse ord har vi at gøre med en religiøs urform, der går bagom kulturer og egentlig kultus og har basis i primitive d.v.s. oprindelige offerhandlinger, hvorigennem den eller de ofrende søger at øge deres magt og kraft i kampen for at overleve.

Ordbrugen hos os er opstået gennem det latinske verbum, der bøjes fero, tuli, latum, ferre. Disse verbalformer dukker imidlertid op i sammensætninger, der ofte skjuler den egentlige offermening. Vi taler f.eks. om oblater i nadveren uden at tænke på, at det er en sprogbrug, der stammer fra nadverens offerkarakter (latum). Vi taler om, at en præst får kollats uden at overveje, at det stadig er latum, der spiller med. Og vi kender måske ordet hostie uden at forstå, at ordet faktisk indebærer et offer, egt. et slagtoffer.

At der er offertænkning på spil er dog ikke éntydigt, for der er mange slags ofre og derfor mange former for ofringer. I Østen spillede ildofringer en central betydning i hjemmene, længe før der var templer. Man ofrede især morgen og aften, men også ved festlige lejligheder, og når man søgte styrke fra guderne. Brahminerne i husene sørgede for, at ofringerne foregik korrekt. De fik derfor en afgørende magt som præsteskab og religiøse ledere.

Imod præsterne, men også med dem opkom yogier og guruer som særlige funktioner i brahminsamfundet, d.v.s. kastesamfundet. Men også asketer og senere munke hørte med til offersamfundets "officerer". Yogaskoler var især væsentlige sider af samfundet. Selv yogaen blev faktisk udviklet som det internaliserede offer, hvor elementernes håndtering indgik i ofringerne som vitale led. Elementerne var så at sige byggestenene i yoga-ofringerne.

Offer og ofring spiller en stor rolle i de fleste religioner. Jeg vil lave en model af offerets udvikling i Østasien og i Vestasien. Som model er den naturligvis generaliserende.

De gamle vediske tekster før Upanishaderne er stærkt prægede af offertænkning. Der er en vital interesse i, at de daglige ofringer i hjemmene holdes ved lige, for de er livsbefordrende. Livet afhænger af ofringerne. Derved fik præsterne en afgørende magt som nøglen til et vellykket liv med kvæg og børn og god høst og balance mellem sol og regn og uden storm og ulykker.

Vedaerne udtrykker stort set en tillid til det gode liv. Netop dèt ændrer sig gennem Upanishaderne, hvor livsfrygt og angst træder frem sammen med en helt ny individualisme, der udmøntes i Upanishadernes mystik, der mundede ud i forskellige yogaskoler. Samtidig blev præsterne som ledere modstillet af yogier og guruer som den nye pessimistiske tids ledere.

Præsternes offertjeneste blev i et vist omfang og efterhånden afløst af yogiernes meditation eller suppleret deraf. Offer blev til yoga - kort sagt, vel at mærke i Østen!

I Vesten, som vi kender udviklingen i Det gamle Testamente (som er karakteristisk for lignende milieuer i den nære orient, som vi plejer at kalde vestasien), i dette vesten (som vi kender som Palæstina eller jødernes land eller Israel) har vi først en blomstrende offerkult med centrum i templet i Jerusalem og ledet af præster med en indviklet offertjeneste, som beskrives detaljeret i Mosebøgerne. Dette er altså analogt til det fjerne Østen med præsterne og ofringen, der står i centrum.

Vi har ikke nogen analogi i Det gamle Testamente til yogiernes og guruernes overtagelse og til yoga som afløsningen af offertjenesten eller evt. som supplering deraf.

I stedet for yogierne har vi profeterne, og i stedet for det korrekte offer ved præsterne får vi ikke den korrekte meditation ved yogier og guruer som i Østen.

Men der er især den forskel, at østens pessimistiske og livstrætte holdning ikke markerede nogen analogi i vesten. Profeterne lærte ikke yogisk flugt fra verdens lyst og larm og pine. De forkyndte retfærdighed som afløsningsoffer. Der er en stærk offerterminologi hos mange profeter, men der er tale om det indre offer.

Kendt er f.eks. følgende profetiske kerneord: "Troskab ønsker jeg (siger Herren) ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre", Hoseas 6,6 og "Skal jeg træde frem for Jahve med brændofre?" "Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud." Mika 6,6 og 8.

Det etikken, der træder frem som afløsningsoffer. Det er det epokegørende i profetskolerne, hvormed de betrådte en helt anden vej end østens vise.

I Vestasien var ofringerne knyttet til templet eller templerne, specielt i Jerusalem, hvor især sonofre og renseofre blev centrale.

Mod og med præsternes ofringer opkom profetismen, der ofte revser de blodige ofret og profeternes færden. Imod rituelle ofre opkom profeternes etiske krav om retfærdighed.

Profeternes polemik mod folkets forsøg på at bedrage Gud og bestikke Gud med ofringer fører til en revselse af folket selv som syndigt og frafaldet. Derigennem kom forventningen om et nyt folk og en ny frelseshistorie frem, især gennem Jesajas og hans og andres profetskoler. Denne linje peger frem mod Johannes Døberen og Jesus selv, hvor især Bjergprædikenen i Mattæus må ses som høsten af den profetiske polemik og forventning om Messias og Messias-tiden. Selve udvælgelsen og kirkeforventningen om troen på et nyt Israel må forstås i denne sammenhæng. Samtidig sker der en vis internalisering af offeret, så det bliver hjertets ofring, og det bliver retfærdigheden gennem retfærd, der kommer i centrum.

Offeret - ofringen - den ofrende

Der har været en masse uro omkring offer-forståelse, så længe vi har haft tid og derfor kan huske og fastholde erindringen. Det hænger måske sammen med, at offeret er en uroprindelig og i den betydning primitiv religiøs livsytring.

Vi møder offer-virkelighed, hver gang vi støder på religiøse fænomener, fordi ofringer ofte er indgået i etableringen af forhold til den guddommelige virkelighed.

I et gamle Testamente møder vi som sagt offerhandlinger af forskellig slags, men især i form af taksigelses-ofringer og forsonings-ofringer. Det vil jeg ikke gå nærmere ind på i denne forbindelse. Men jeg vil se på en bestemt paulinsk tekst, nemlig Romerbrevets 12. kapitel, nemlig de første vers, der står som indledning til den ene af de paulinske nådegavelister, listen over karismerne, hvor den anden står i l. Korinterbrev kapitel l2 og derefter.

Men baggrunden for at læse disse få vers fra Rom 12 er, at vi tager kap. 9-11 ud og læser Romerbrevet 8 som direkte baggrund for Romerbrevet l2, sådan at vi altså konkluderer fra hele kap 8 som indledning til kap. 12.

Dermed inddrager vi så også l. kor 12 og følgende kapitler. Dermed har jeg slået én bestemt teologisk tematik an, netop at Helligåndens frugt gennem menighedens karismer eller nådegaver er et resultat af offeret, og derfor må forstås som ofring, hvor det er kirken som Kristi legeme, der er den ofrende, fordi Kristus selv er legemets "begyndelses" (bereshit/arkæ).

Dette meget store emneområde må jeg begrænse og kun berøre i hovedtræk. Derfor vil jeg kaste mig ud i en skitse om frelsens historie i verden.

Det er klart som dagen, at Jesus trådte frem som en gammeltestamentlig profet og ikke som en orientalsk guru eller yogi. Jesus opleves som ypperstepræst, vist så, men "på Melkisedeks vis".

Især træder Jesus frem som "det Guds lam, der bærer alverdens synd", altså som offerlammet (Joh 1.29). Ja selve Jesu lidelseshistorie i templet i Jerusalem var én stor offerhandling, hvor alle ofre afløses af det ene store offer, som især Hebræerbrevet holder en flot prædiken om.

Jesus er derfor ikke kun profet, men Jesus fører den profetiske tradition videre, så han vel bliver den nye pagts ypperstepræst, men først og fremmest bliver den nye pagts offer! Han bærer al verdens synd, ikke retorisk, men faktuelt.

Derfor er offerteologien den afgørende forbindelse mellem både den gamle pagts offervirkelighed og den nye pagts ofring. Det er offerteologien, der danner baggrund for den afgørende rolle, som kirken - som den nye pagts menighed - kom til spille. Det kom især frem gennem den rolle nadveren fik som dette offers centrum.

Gennem nadveren er kirken forbundet med offertraditionen. Derfor er nadverliturgierne liturgisk afstemt efter den frelseshisoriske sammenhæng.

Det udtrykkes klarest i teologien omkring menigheden eller kirken som Kristi legeme og de kristne som legemets lemmer. Derom kan der siges meget, men jeg vil fokusere på legems-metaforens funktionalitet gennem nådegaverne.

Når man vil forstå Romerbrevets komposition, er det klart, at kapitlerne 9-11 er en særlig del, der er skudt ind mellem de kapitler, der nu kaldes 8 og 12. Vi vil se nærmere på kapitel 8 og kapitel 12, der hører sammen og må forstås sammen.

Lad os begynde med kapitel 12 og gå tilbage til kapitel 8. Hvis vi havde mere tid, ville vi også se på kapitel 12 i l. Korinterbrev, som supplerer Romerbrevets kapitel 12. Begge dele handler om Helligåndens gaver til menigheder, som vi kalder nådegaver eller karismer fra det græske karismata.

Som indledning til Romerbrevet 12's omtale af nådegaverne kommer der to vers, der er jammerligt oversat til dansk, og som jeg derfor vil korrigere ret kraftigt: Jeg læser teksten, som den står:

"Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, som er Gud til behag, det skal være jeres fornuftige gudstjeneste (latreia).

Og vær ikke konformistiske med verden (æon, sækulum), men lad jer forvandle (metamorfosis, reformatio) ved, at fornuften (nous) fornyes, så I kritisk kan tage stilling til, hvad der er Guds vilje: det gode, det smukke og det, der er  målrettet."

(Altså jeres fornuftige gudstjeneste er jeres offer!)

"Tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle ved fornuftens fornyelse, så at I kritisk kan tage stilling til, hvad der er Guds vilje, og bringe dette legemlige offer, der er Gud til behag."

Disse to vers er indledningen til det afgørende afsnit om Guds nådegaver / karismer til sin menighed!

Den menighed, som er hans legeme, hans ofrede legeme, hans "hostie", hans "oblat", og som menighedens med-lemmer netop er lemmer for.

Det levende og hellige offer frembæres netop som det legeme, der er Kristi legeme og som de tjener som lemmer for. Det sker i kraft af den karis/NÅDE som menigheden modtager.

Derfor skal de ikke være tøvende med hensyn til ivrighed, men de skal være brændende i ånden (aglow) og tjene Herren.

Nådegavernes praksis er altså menighedens fornuftige gudstjeneste. Derfor skal deres fornuft forvandles, så de kan tage kritisk stilling og for hele menigheden udøve deres tjeneste, som i det berømte kapitel 13 er skildret ved kærlighedens højsang, hvor kærligheden er lovens fylde, ganske som i 1. Korinterbrev 13, hvor "troen, håbet og kærligheden" bliver, men med kærligheden som den største! l. Korinterbrevs tro, håb og kærlighed er også med i Romerbrevets det gode, det smukke og det målrettede (eller sande).

Det er den paulinske offerteologi for fuld udblæsning. Og på den baggrund får Romerbrevet 8. kapitel sin fantastiske karakter:

Det kapitel handler om - ret oversat - at hele verden "stønner og vånder sig" under de fødselsveer, der er legemets forløsning. Den nye verden er ved at blive født. Hele verden - også vi kristne - stønner, fordi vi har Ånden som førstegrøde!

Denne stønnen bruger Helligånden som materiale til bøn.

Ånden selv går i forbøn for os og hjælper os derved med at bede den bøn, som teksten kalder "en uartikuleret stønnen" (uudsigelige sukke er en direkte forvanskning af teksten). Ånden er altså fødselshjælper, d.v.s. jordemoder!

Den tekst repræsenterer udtrykkeligt (v. 39) "det høje og det dybe" af tilværelsens fire dimensioner.

I Efeserbrevet tages samme tema op, idet vi loves, at vi sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og dybden er, til vi fyldes, så hele Guds fylde nås (Efes. 3,18-19).